Aabenraa og omegn skaber også gastronomi i verdensklasse

Målt i forhold til vores befolkningstal har Sønderjylland og især Aabenraa sat et markant fingeraftryk på den gastronomiske scene i Danmark – og faktisk også internationalt.  I dag er vi stærkt repræsenteret med mange gode restauranter, kroer og andre spisesteder. Som lokale tager vi det for givet, og måske derfor glemmer vi at fortælle den historie.  

Men hvad er det der gør, at vores lokalområde skaber et frugtbart miljø for kokke i Michelin-klassen? Nogle af grundeneer utvivlsomt historien, traditionerne og de gode råvarer. 

Gode ærlige råvarer
Al god madlavning starter med gode råvarer, og fødevareproduktionen sker i en symbiose med den storslåede sønderjyske natur. Det Sønderjyske spisekammer er varieret og fyldig på smagsoplevelser. Vi er en egn, der er stærke inden for landbrug, lokale råvarer og bæredygtighed og kulturel mangfoldighed. Vi producerer råvarer, vi kan være stolte af. 

Når tradition møder innovation
Gastronomien i Sønderjylland er ligeledes præget af stolthed, en ærlighed og en kærlighed til de lokale produkter, der, igennem Sønderjyllands historie, har præget det kulinariske område fra øst til vest. Det er vores madkultur, der medvirker til, at vi sønderjyder holder så stærkt fast i vores traditioner omkring egnsretter og madlavning. Navnlig i hverdagen. Vores lokale restauranter afspejler et ærligt billede af den sublimitet, der til dels stammer fra råvarerne, men i særdeleshed også vores kokke, der er opvokset her i Sønderjylland. Kokke der skaber resultater i krydsfeltet mellem tradition og nytænkning.

Speciel sønderjysk kokke-DNA
Der er en helt speciel DNA, der kendetegner de kokke, der viser det Sønderjyske flag i resten af Danmark – og i verden generelt. Rigtig mange Michelinkokke har trådt deres barne-, ungdoms- og kokkesko i Sønderjylland for derefter at flyve ud i verden – og de fleste har bevaret en stor kærlighed og tilknytning til Sønderjylland, og i særdeleshed Aabenraa. Lad os kigge på nogle af dem. 

beenhere

Succesfulde Sønderjyske kokke

Jens Peter Kolbeck
(Christies) fra Aabenraa og tidligere Bronze vinder ved Bocuse dÒr (verdensmesterskabet i gastronomi) og hofkok. 

Thomas Rode
kraftværket fra Tønder og Michelin-kok på Danmarks første Michelin-restaurant Kong Hans.

Mark Lundgaard
fra Egernsund og nuværende køkkenchef på den 2 stjernede Kong Hans.

Brian Mark Hansen
fra Vojens – nykåret verdensmester og Europas bedste kok og køkkenchef på Michelin-restauranten Søllerød kro. 

Jesper Koch
fra Aabenraa – køkkenchef på Michelin-restauranten Syttende samt Masterchef dommer. 

Michael og Lasse Koch
– Det Glade Vanvid i Aarhus, Odense og København.

Brødrene Oubæk
– Rasmus Oubæk har en stribe restauranter i København.

Thorsten Schmidt
fra Holm på Als – udvikler og kok for Astronaut Andreas Mogensen (og NASA/ESA) samt køkkenchef på Restaurant Barr på Christianshavn som han er medejer af sammen med Rene Redzeppi (Noma).

Rugekasserne for de store talenter har især været, Restaurant Fakkelgaarden, Restaurant Bind, Restaurant Knapp og Christies. 

beenhere
Kulinariske oplevelser på stribe

Selvom Michelin-stjernerne er en garant for gode kulinariske oplevelser, så findes der stribevis af spændende spisesteder i lokalområdet
med eller uden stjerner, der holder den sønderjyske madtradition intakt eller skaber fornyelse.

Gå ud og oplev dem og lad os udbrede historien.